Cafe´hyggen
Jeg brugte i går søndagen på at køre fra kræmmermarked til kræmmermarked, da jeg var på jagt efter et specielt kamera. Kameraet fandt jeg ikke, men til gengæld stødte jeg på en samling meget interessante mennesker i nogle gode skæve omgivelser.
Da jeg kom til Sandbjerg marked lidt udenfor Juelsminde, trådte jeg direkte ind i en fest.
Cafe’ Hyggen, som stedets cafe’ hedder, bliver hver anden søndag besøgt af gæster fra nær og fjern, der kommer for at høre live musik, feste og få sig nogle kolde øl til tørsten.
Energien var høj og stemningen mindede ikke om noget jeg havde set i mange år. Det var lidt som en nostalgisk rejse tilbage i tiden, fra dengang, hvor cafeterierne havde deres velmarksdage her i Danmark.
I går var det endnu engang Sysser, der spillede på cafe’en. Og folk var 110% opbakkende og sang med på samtlige numre.
Jeg kan efter mit besøg endnu engang konkludere, at man ikke skal så langt væk hjemmefra for at få sig en anderledes kulturoplevelse.