Gråtoner og langsommelighed
Jeg arbejder til hverdag hårdt med at producere både film og tage billeder til mine kunder. Jeg elsker mit arbejde og forsøger altid at give folk en god oplevelse og et produkt de kan være 100% tilfredse med.
Jeg bruger dagligt digitale kameraer i mit arbejde. Det er smart, det er hurtigt og vor tid kræver, at jeg arbejder på denne måde.
Men når man lever af sin interesse og for sin interesse, er det vigtigt, at bevare gejsten og glæden ved sit fag. Ellers kan man ikke give kunderne det bedste længere. Og kunderne skal kunne mærke at en sælger brænder for sin sag.
Som selvstændig arbejder man konstant med sig selv og jeg er personligt nødt til at gøre et eller andet for at adskille mit privatliv og mit arbejdsliv. Fordi det ofte smelter sammen. Hobby og arbejde.
De seneste par år har jeg koncentreret mig meget om at skyde så mange af mine personlige billeder som muligt på 35 mm. og 120 mm. film. Det lykkes ikke altid i en travl hverdag. Men de sidste par måneder er jeg gået all in. Det er der en grund til.
Jeg er blevet mæt af kliniske digitalfotos, instagram billeder og hurtige iphone snaps med en levetid på få sekunder. Det er blevet til støj og jeg kan ikke optage mere nu og selvom jeg på en måde er dybt afhængig af de sociale medier, kan jeg mærke at jeg skal begrænse det nu. Det er bare ikke alle øjeblikke i vores liv der skal foreviges.
Det de kalder et socialt netværk er alligevel ikke så socialt. Det kan i hvert fald virke ret overfladisk. Men alligevel lægger jeg om en times tid denne artikel op på facebook. Jeg er selv forvirret over det!!
For mit eget vedkommende prøver jeg at holde igen med det digitale kamera, når jeg ikke arbejder. Jeg tænker mere over, hvad der gjorde, at jeg fik interessen for at fotografere til at starte med. Nemlig at skyde billeder på 35mm film. Det var sådan det hele startede.
Der er så mange elementer i film at holde af. Jeg elsker nuancerne, tonerne og det organiske udtryk. Det uredigerede. Jeg forsøger at skyde billedet som det skal se ud i kameraet og ikke photoshoppe mig ud af mine manglende evner. Jeg vil lade der være plads til fejl og skæve horisonter. For tit er det i det uperfekte, at det smukkeste er at finde.
Jeg har altid været tilhænger af at billeder ikke kun ligger på en computer. De skal op på væggen hvor de tager sig bedst ud eller ned i en bog. Jeg nægter at lade min kærlighed til fotografi tabe til det digitale kæmpegab der bare vil fodres med med flere og flere billeder, fordi verden kræver at det hele skal gå så forbandet stærkt.
Det er tid til fordybelse igen. I det medie jeg forelskede mig i for mange år siden.
Efter min Californien tur sidste måned gik det for alvor op for mig, hvor vigtigt det er at holde fast i de gamle dyder. Jeg mødte en fotograf som udelukkende skød analoge billeder. Erik Zo hed han.
Han delte ikke sine fotos på facebook, instagram eller andre digitale platforme. Han ejede ikke en mobiltelefon eller et digitalt kamera, men han nød i stedet at fortælle anekdoter om sine billeder, med historier der gik helt ind under huden på en. Fotos som han med stor omhu i timevis havde brugt tid på at fremkalde og forstørre.
Han levede ikke af fotografi, men han levede for det. Jeg boede hos ham et par dage og kunne mærke hvordan jeg kom ned i gear og fandt lysten til at tage billeder igen. For min egen skyld. Ikke for andres.
Jeg skriver ikke denne artikel fordi jeg er blevet frelst eller fordi jeg synes folk der tager digitale billeder er forkert på den. Det handler jo først og fremmest om motivet og historien i billederne. Og jeg kommer fortsat selv til at redigere masser af digitale fotos. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke satte pris på mit Leica m9 eller Canon 5d3. Det er begge fantastiske kameraer, men de kræver et supplement, så der er noget at skifte mellem.
Jeg er altid glad for at se andres billeder. Der er så mange utrolig dygtige fotografer derude og vi kan alle sammen lære hinanden noget. Men jeg bryder mig mest om når folk har gjort sig umage med det de laver og har noget på hjertet med det de viser. Jeg elsker når folk kan overbevise mig om at det de laver er fantastisk.
Og jeg elsker det sociale aspekt i fotografering. At man kommer ud og ser og møder andre mennesker. At have en kammerat med samme interesse, man kan sparre med og udveksle skøre ide’er med hjælper i særdeleshed en til at komme ud af døren og udforske verden med ens kamera.
Alle disse gråtonede fotos er min måde at give udtryk for, at jeg har brug for langsommelighed og nærvær i hverdagen igen. Og jeg synes det kan overføres til alt andet vi foretager os i hverdagen. Vær omhyggelig i de ting du foretager dig og “slow down” og giv dig selv tid til at fordybe dig og blive væk i nuet ind imellem det hektiske liv mange af os lever.
Jeg fremkalder selv alle filmene og hvis der er andre der har mod på at prøve, har jeg uploadet en vejledning til hvordan I gør herunder. Det er ikke så svært som det lyder.
Det er min egen personlige manual og måske giver noget af det ikke mening. I er velkomne til at skrive og spørge hvis I er i tvivl. Jeg fremkalder i Ilford id-11 og guiden her er til hp5+ film. Fremkaldetider til andre film kan findes på mærkets hjemmeside.