Californisk filmeventyr

January 26, 2014

 

Jeg har de sidste par uger været i San Francisco og Nord Californien for at lave filmoptagelser langs kysten, da jeg er blevet en del af et stort spændende projekt.

 

I slutningen af sidste år fik jeg en opgave gennem et meget kreativt og seriøst vejlensisk reklamebureau, der hedder Crossmind. Opgaven går ud på, i samarbejde med Crossmind, at filme og redigere en præsentationsfilm for en stor virksomhed. Jeg kan ikke komme mere ind på flere detaljer eller hvilken type film det er endnu.

 

Crossmind har udarbejdet et virkeligt spændende manus til denne film, der skal være færdig til maj og herefter vil produktionen blive lagt på nettet.

 

I den forbindelse skal der bruges en masse naturoptagelser, som  nu er blevet optaget langs den Californiske nordkyst, som har nogle af de smukkeste og vildeste kyststrækninger i verden. Det har været to benhårde uger, selvom det ser afslappende ud på billederne. Jeg har filmet fra tidlig morgen til sen aften hver dag og er landet herhjemme med over 500 GB film materiale. Så der bliver nok at gå igennem.

 

Resten af optagelserne skal laves sammen med bureauet her i Scandinavien i løbet af de kommende måneder, og her får jeg naturligvis hjælp fra min makker Torsten Frøstrup, Videolab med lyd, billedside og interviews.

 

Det er femte år i streg jeg tager til Californien, hvor jeg normalt besøger familie, slapper af og lever det frie liv, og selvom det denne gang var arbejdet der bragte mig derover,  var der stadig tid til lidt personlig fotofrihed ved siden af og til at møde både gamle og nye venner, så jeg har lagt nogle billeder fra turen op, til dem af jer der har interesse i at se dem. Men jeg må erkende, at det er svært at filme og tage billeder på een gang. Hovedvægten er lagt på filmen. Og det har nu også været lidt af en drøm at få denne chance.

 

Jeg mangler at fremkalde 15 ruller film, hvor jeg også tror de mest interessante billeder er i blandt,  så jeg kommer til at opdatere bloggen om en uges tid. Jeg havde mit lille Ricoh GR1v med på turen, som eneste 35 mm kamera. Og det var perfekt til alle de skøre og vilde situationer, der altid opstår på en rejse.

 

Derudover har jeg materiale til to videoportrætter af et par interessante personer jeg mødte.